Arbejdsprogram 2022-2025

Stærke fællesskaber styrker velfærden

Ballerup er grundlæggende en god og velfungerende kommune, hvor velfærd, udvikling og omsorg prioriteres. Ballerupværdierne om stærke fællesskaber, at tage hånd om de svageste og at sikre alle borgere et godt liv står stærkt, og gennem tydelige Socialdemokratiske visioner skal den udvikling fortsætte.

Derfor vil vi bruge valgperioden til at gøre Ballerup til en mønsterkommune på de afgørende velfærdsområder. Socialdemokratiet vil først og fremmest sikre, at man som borger i Ballerup Kommune føler sig tryg, når man afleverer ungerne i børnehaven, sender børnene i skole og besøger sine gamle på plejehjemmene. Når dette minimum er nået, vil Socialdemokratiet sikre at kommunens borgere og medarbejdere medvirker til at gøre Ballerup en spydspids når det kommer til børne- og skoleområdet, grøn omstilling, beskæftigelsesområdet, ældreplejen, foreningslivet og kulturens rolle i kommunen. 

Kerneværdier

For Socialdemokratiet er de tre væsentligste værdier, som kommunens skal ledes gennem

  • Aktive engagerede borgere giver bedre beslutninger
  • Socialdemokratiet skal være borgernes tillidsmand
  • Alle borgere skal være trygge i Ballerup
  • Ballerup skal være en arbejdsplads, som dygtige, engagerede og ambitiøse medarbejdere aktivt tilvælger.

Aktive engagerede borgere giver bedre beslutninger

Det lokale, nære og levende demokrati og borgerinddragelse skal fastholdes og udbygges. For Socialdemokratiet er det en selvfølge at inddrage borgerne i de politiske beslutningsprocesser. Det er selve forudsætningen for et levende og velfungerende demokrati, og borgerinddragelse skal derfor gennemsyre de politiske processer og beslutninger. Samtidig er det Socialdemokratiets vision, at borgerne i Ballerup kommune bliver deltagende, aktive, medejende borgere, som har ansvar og mulighed for selv at forme eget liv og de lokale institutioner, og opbygger kapacitet til at tage ansvar for de lokale fællesskaber.

Socialdemokratiet skal være borgernes tillidsmand

Borgerne i Ballerup skal kunne stole på, at Socialdemokratiet er deres tillidsmand, der hver dag kæmper for at styrke velfærden i kommunen. Samtidig vil Socialdemokratiet sikre, at hensynet til borgernes velbefindende og et stærkt fællesskab altid kommer først. Socialdemokratiet vil sikre, at der er dialog med borgeren om borgerens ønsker og om de muligheder, der er indenfor for fællesskabets rammer. Når borgeren møder Ballerup Kommune, skal borgeren mødes med imødekommenhed, respekt og hjælpsomhed. Der skal være grundlæggende tillid til borgeren og de beslutninger, der træffes, skal stræbe mod at sikre de bedst mulige rammer for borgerens ønsker og udvikling.

Socialdemokratiet vil ikke acceptere, at det eneste parameter for en beslutning er en økonomisk vurdering. Dette skal ske ved at oplyse borgeren om, (1) hvad de har ret til, (2) hvad der vurderes som den bedste løsning for borgeren, og (3) tage i betragtning, hvad borgeren selv vurderer som den rigtige løsning. Kommunens medarbejdere skal sikre, at borgeren får den hjælp og understøttelse, der giver mest mening for den enkelte og for kommunen som helhed, og Socialdemokratiet vil styrke borgerrådgivningen med flere fagligheder, så det sikres, at alle der har brug for uvildig hjælp kan få dette.

Ballerup kommune som attraktiv arbejdsplads

Socialdemokratiet vil gøre Ballerup kommune til en arbejdsplads, som dygtige, engagerede og ambitiøse medarbejdere alle steder i organisationen aktivt har tilvalgt, fordi man i Ballerup får de bedst mulige rammer for at gøre en forskel for borgerne. Socialdemokratiet vil ikke acceptere krænkende handlinger, mobning og chikane, uanset om det er mellem kolleger, fra leder til medarbejder, fra medarbejder til borger eller fra borger til medarbejder. Socialdemokratiet vil, under hensyn til fællesskabet, give kommunens medarbejdere mest mulig selvbestemmelse i deres arbejdsliv, og det er Socialdemokratiets mål at der fra Ballerup udspringer en ny ledelsesform, der på sigt kan erstatte New Public Managements ensidige fokus på bundlinjen. Socialdemokratiet vil derfor arbejde aktivt for at løsne de bånd og rammer, medarbejderne i dag er underlagt og flytte flest mulige beslutninger ud til den enkelte arbejdsplads, leder, team og medarbejder, sådan det bliver en grundlæggende tillid til ledere og medarbejdernes faglighed og innovation, der står i centrum – og ikke måltal og styring. Vi skal væk fra en detaljeret styring af de offentligt ansattes hverdag, og i stedet sætte politisk retning og lederskab, hvor det er medarbejdernes og ledernes faglighed og evne til at finde lokale løsninger, der er det afgørende. Socialdemokratiet har fokus på mindre bureaukrati og dokumentation og mere tid til kerneopgaverne.
For Socialdemokratiet er det afgørende at arbejdspladsen Ballerup Kommune er i stand til at rumme alle, uanset alder, etnicitet, religion, handicap eller seksualitet, og vi vil arbejde systematisk for at sikre ligestilling i ansættelsesforhold.

Et tryggere Ballerup

Socialdemokratiet vil ikke gå på kompromis med borgernes tryghed, og derfor er det afgørende at sikre, at man kan bo, færdes og leve trygt i vores kommune. Gennem de sidste år har vi set en udvikling, hvor især unge mennesker har skabt utryghed i vores bymidter og store boligområder. For at imødegå den udvikling skal der sørges for sunde fællesskaber til unge, inden de starter på den kriminelle løbebane. Ballerup Kommune skal skabe øget tryghed i de plagede områder, blandt andet med bedre belysning, tryghedsskabende byplanlægning og et tæt samarbejde med politiet om opsøgende arbejde. Samtidig skal en ordentlig resocialisering for kriminelle, der har afsonet deres straf, sikres, eksempelvis ved at understøtte en fast tilknytning til arbejdsmarkedet.

Kommunens økonomi

Socialdemokratiets ambitioner for velfærden i Ballerup kræver fortsat en robust og bæredygtig økonomi. At sikre en sund økonomi i kommunen er forudsætningen for at skabe velfærd og kvalitet for borgerne. En række af velfærdens centrale områder har været så hårdt udsat for besparelser siden finanskrisen, at det ikke længere er ansvarligt at skære dybere. Derfor vil Socialdemokratiet prioritere og investere i videreudvikling af vores velfærd fremfor at give kortsigtede skattelettelser. Vi vil sikre en velfærd, vi kan stå på mål for, fremfor at acceptere flere nedskæringer. Vi skal og vil hjælpe dem, som ikke selv kan. 

Børne- og skoleudvalget

At give børn og unge en god start på livet og på uddannelseslivet er en af velfærdens vigtigste opgaver, og et ansvar som Socialdemokratiet påtager sig med store ambitioner. Det er Socialdemokratiets mål at folkeskolen er et aktivt tilvalg for alle forældre og børn. Vi ønsker at skabe en skole der former hele mennesker med bedst mulige forudsætninger for at indgå i livet, uddannelseslivet og arbejdslivet.

Børn i Ballerup Kommune skal gå glade i skole og glade hjem fra skole. Socialdemokratiet vil tage ansvar for at børnenes interesse for at lære og for de forskellige fag skal i centrum i stedet for fokus på prøver og karakterer. 12-talskulturen blandt unge of forældre, der skaber et ødelæggende forventningspres, skal modarbejdes. Skolerne i Ballerup Kommune skal have fokus på både dannelse og uddannelse, og vores skoler og institutioner skal arbejde med digital dannelse, herunder hvordan mobning og digitale krænkelser undgås.

Socialdemokratiet vil sætte sig i spidsen for at Børne- og Skoleudvalget, i samarbejde med de øvrige udvalg, udarbejder en sammenhængende og tværgående familiepolitik, der skaber rammer for børn, unge og deres familiers start på livet, uddannelses- og karrierevalg og deltagelse i forenings- og kulturlivet. Gennem folkeskolen og videre herefter skal det sikres at Ballerup kommune har en sammenhængende indsats til kommunens unge, som sikrer at de får truffet de rigtige valg for deres uddannelsesliv, karrieremuligheder og ungdomsliv.

Kerneværdier

  • Der skal være tid til et pædagogisk arbejde i Ballerups institutioner, der løfter det enkelte barn
  • Alle beslutninger, der påvirker enkeltbørn og grupper af børn, skal træffes ud fra barnets bedste, hvor økonomiske overvejelser ikke spiller ind
  • Med tillid til læreres, pædagogers og lederes faglighed, skal skolens medarbejdere have mere frihed og beslutninger skal træffes så tæt på de, der skal udføre beslutningen, som muligt.
  • Flere unge i Ballerup skal tage en erhvervsuddannelse

Tid til pædagogik i institutionerne

Vi ved, at den bedste investering vi kan gøre i flere muligheder for vores børn, er en tidlig indsats allerede i daginstitutionerne, hvor vi løfter børns sproglige og sociale kompetencer, som er helt afgørende for deres videre færd i skole- og uddannelsessystemet. Derfor skal normeringerne øges, så der bliver tid til det pædagogiske arbejde, hvor personalet har tid til at understøtte udviklingen af institutionens børn i samarbejde med ledelse og kolleger og tid til samarbejdet med forældrene. Derfor vil Socialdemokratiet arbejde for, at der ansættes flere uddannede pædagoger i institutionerne med det formål at hæve den pædagogiske kvalitet. Samtidig vil vi have et fokus på hvordan vi kan minimere papirarbejde, der tager tid fra samvær med børnene.

Børn fra ressourcesvage hjem har brug for ekstra voksenkontakt for at udvikle deres sprog, soiale og kreative kompetencer. Vi vil fortsat sætte ind med ekstra medarbejderressourcer i de daginstitutioner, der dækker områder med mange børn fra ressourcesvage hjem, så de sikres udvikling i trygge og forudsigelige rammer.

Markant løft af folkeskolens økonomi

Socialdemokratiet vil sikre, at der er ressourcer til at øge kvaliteten i undervisningen og til at styrke fagligheden, f.eks. gennem lavere klassekvotient, flere voksne og mere tid til den enkelte klasser. Det skal prioriteres at udvikle nye samarbejder med erhvervs- og kulturliv i Ballerup Kommune og at opgradere skolernes fysiske rammer.

Samtidig skal folkeskolernes økonomi styrkes, så der er råderum til at træffe de beslutninger, der i videst muligt omfang tilgodeser det enkelte barn, ikke blot skolens økonomi.

Frihed til folkeskolen

Socialdemokratiet vil give større frihed til lærere, pædagoger og ledere på  Ballerups folkeskoler. Folkeskolens kernemedarbejdere skal sikres mulighed for og rum til, i samarbejde med ledelsen, at træffe de beslutninger, der med tillid til den enkelte medarbejders og det enkelte teams faglighed, vurderes til at være den bedste for den enkelte klasse og det enkelte barn. Det gode samarbejde om folkeskolen og den større frihed skal være en del af en aktiv indsats for, at Ballerups folkeskole bliver den mest attraktive arbejdsplads for lærere, pædagoger og ledere med ambitioner på børnenes og fællesskabets vegne. Socialdemokratiet vil øge råderummet for lokale ledelse på den enkelte skole.  

Socialdemokratiet vil arbejde med, hvordan vi kan styrke det lokale demokrati og beslutningskraft på den enkelte skole, sådan at forældre, elever og medarbejdere sammen kan skabe den skole, som passer til deres område og elevgruppe. Skolerne skal være åbne og være samlingssted for fællesskab og kultur i lokalområderne.

Flere unge skal tage en erhvervs- eller professionsuddannelse

Den målrettede indsats for at få flere unge i Ballerup til at vælge en erhvervsuddannelse har allerede haft succes, men Socialdemokratiet har det som erklæret mål, at endnu flere unge skal vælge en erhvervsuddannelse eller en professionsuddannelse. Derfor skal de praktiske fag spille en markant større rolle i folkeskolen, hvilket skal prioriteres i form af timer, ressourcer og opgradering af faciliteter, ekstra vejledning til folkeskolens ældste klasser samt styrke den virksomhedsrettede undervisning og samarbejdet mellem kommunens folkeskoler og kommunens erhvervsliv. Socialdemokratiet vil sikre, at virksomheder, der arbejder for kommunen, forpligtes til at oprette praktikpladser. Ballerup Kommune skal selv være en uddannelsesarbejdsplads med et højt og kontinuerligt antal elever.  Socialdemokratiet vil udstede en jobgaranti for alle, der har taget uddannelse med Ballerup kommune som praktiksted.

Erhvervs- og beskæftigelse

Socialdemokratiets største prioritet i Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget bliver at få vendt tilgangen til ledige, borgere med sygdom og borgere med andre udfordringer, der har brug for kommunens hjælp. Fremfor en minimumstilgang vil Socialdemokratiet sikre, at alle borgere i Ballerup får den hjælp de har brug for, de tilbud der er bedst i deres unikke situation, og at Ballerup går forrest i at udfordre de rigide og ødelæggende rammer, jobcenteret er underlagt.

Kerneværdier

  • Ledige borgere, borgere med sygdom eller svage borgere, skal sikres den hjælp, der er bedst for dem i deres unikke situation
  • Alle ledige har ret til et job
  • Integration skal sikre alle ligeværdig deltagelse i lokalsamfundet
  • Ballerup Kommune skal tiltrække og fastholde vækst- og innovative virksomheder

Styrkelse af borgerrådgivningen

For at sikre at ledige, syge eller svage borgere får den hjælp af Ballerup kommune, de har brug for, fremfor den specifikke minimumsydelse, skal alle borgere, der skal i kontakt med jobcentret, tilbydes at få borgerrådgiverne med som bisiddere. Borgerrådgivernes rolle bliver at sikre borgerne får den hjælp de har brug for, og at der tages højde for borgerens unikke situation og behov i vurderingen.

Ballerup kommune være modige og gå forrest i at udfordre de rigide og begrænsende rammer, jobcenteret er underlagt fra Folketinget, for at sikre at jobcenterets engagerede og ansvarlige medarbejdere får de bedste muligheder for at hjælpe kommunens borgere, og at Ballerups jobcenter bliver en attraktiv arbejdsplads for de mest progressive ansøgere.

Ballerup i arbejde

Det er Socialdemokratiets ønske, at borgere, som er klar til arbejdsmarkedet, skal bidrage - til fælles gavn. Derfor skal indsatsen for at få alle i arbejde være koncentreret om den enkeltes situation. Alle med forudsætningerne for at komme i beskæftigelse skal være en del af vores arbejdsfællesskab. Socialdemokratiet vil sikre, at ledige borgere og borgere med nedsat eller ringe arbejdsevne behandles ordentligt. Vi vil ikke stå model til fornedrelse af ledige gennem meningsløse ressourceforløb, jobafklaringsforløb og lignende. Der skal sikres mulighed for at forlade arbejdsmarkedet med værdighed, hvis man ikke længere er i stand til at varetage et arbejde.

Integration

Integrationspolitik handler for Socialdemokratiet om tre ting; at lære det danske sprog, at blive en del af arbejdsmarkedet, og at vi deler de grundlæggende værdier i vores samfund. Danmark bygger på, at vi har et stærkt fællesskab. Et fællesskab som alle føler sig forpligtet til at være en del af og bidrage til fordi vi har forventninger til hinanden, fordi vi skaber en fælles forståelse af, hvem vi er som land og som folk, og hvilket samfund vi ønsker. Derfor vil Socialdemokratiets integrationspolitik tage ansvar for, at den enkelte borger lærer det danske sprog, får et arbejde eller en uddannelse og bliver en del af kommunens mange og stærke fællesskaber.

Arbejdspladser

Den socialdemokratiske erhvervspolitik går på to ben; Ballerup skal fortsat være en kommune, der tiltrækker nye vækstbrancher og vækstvirksomheder, som det f.eks. er lykkedes med i Lautrupparken. Samtidig skal erhvervspolitikken understøtte, at der etableres både store og små virksomheder i Ballerup, der skaber arbejdspladser til kommunens borgere.  Dette gælder ikke mindst iværksættere, der skal støttes og hjælpes til vejledning og netværk. Endelig ønsker Socialdemokratiet at fastholde den styrkeposition, Ballerup Kommune har indenfor klyngerne IT/teknologi, life-science og finans.

Samtidig skal Ballerup være en mønsterkommune, når det kommer til at skabe stærke, fællesskabsbaserede løsninger for kommunens virksomheder, f.eks. når det gælder kampen for ordentlige løn- og arbejdsvilkår, medarbejderrekruttering, mobilitet for medarbejdere og pendlere og klima- og energiinvesteringer.

Teknik- og miljøudvalget

Klimaforandringer er ikke længere noget vi blot taler om, men noget vi mærker konsekvenserne af dagligt. Derfor er det ikke længere en mulighed at være grøn, det er et vilkår, og i Ballerup påtager vi os opgaven med entusiasme og seriøsitet. Det er Socialdemokratiets mål, at Ballerup kommune er CO2-neutral i 2030.

Målet om CO2-neutralitet i 2030 vil have indflydelse på en række beslutninger, der skal træffes i de kommende år, og dette mål vil Socialdemokratiet give forrang, f.eks. når der bygges nyt eller renoveres. Hensynet til klimaet skal tænkes ind i alle øvrige politiske beslutninger, hvor klimapåvirkning skal dokumenteres og modvirkes. Borgerne skal aktivt opfordres til og inddrages i at være klimabevidste. 

Kerneværdier

  • Ballerup skal være en attraktiv grøn kommune, der er CO2-neutral i 2030
  • Der skal være balance i boligpolitikken, hvor blandede boligformer prioriteres
  • Kommunens særegne bolig- og bymidtestruktur, med lavt og ikke for tæt byggeri, skal fastholdes, og levende bymidter med oplevelser, rekreative muligheder og grønne, tiltrækkende områder prioriteres
  • Trafikken skal planlægges effektivt og med hensyn til bløde trafikanter

CO2-neutral, grøn kommune

I arbejdet med at sikre at Ballerup blive CO2-neutral i 2030, vil Socialdemokratiet gøre kommunen til en grøn forsøgskommune, hvor alle gode initiativer for at sikre nå vores mål afprøves. Derfor vil Socialdemokratiet inddrage borgere, virksomheder og organisationer i arbejdet, og gøre det til et fælles projekt for alle i kommunen at nedbringe vores klimapåaftryk. Socialdemokratiet vil etablere klimapartnerskaber med relevante samarbejdspartnere, for at indhente inspiration og idéer til klimatiltag og grønne investeringer. Partnerskaberne skal f.eks. gælde kommunens erhvervsliv, den almene boligsektor, folkeskolerne og eleverne samt bygherrer og investorer.

Ballerup er en kommune med meget varieret natur - blandt andet skovområder, småsøer og åbne slettelandskaber. For at sikre en endnu større trivsel blandt kommunens borgere, skal vi have mere varieret og mere vild natur i Ballerup Kommune. Det skal være en del af den samlede strategi for kommunen, at grønne områder altid skal tænkes ind. En grøn profil skal sikre, at vi fortsat, og i stigende grad, har mulighed for adspredelse i de rekreative områder.

Balance i boligpolitikken

I Ballerup skal der være balance i boligpolitikken. Det kræver at vi hele tiden sikrer, at udbuddet er størst muligt, så vi kan tiltrække nye borgere, f.eks. nyuddannede og nystiftede familier, samtidig med at vi passer på de mennesker, som allerede bor i kommunen. Socialdemokratiet ønsker at fastholde en blandet by, hvor der prioriteres boliger i forskellige størrelser og både almene, andels- og ejerboliger, ungdoms-, handicap- og ældreboliger, og hvor der tænkes i blandede erhvervs- og boligområder, og hvor byggeri er både miljømæssigt og socialt bæredygtigt.

Samtidig skal det understøttende boligsociale arbejde styrkes og udbygges, da det er med til at forebygge sociale problemer.

Attraktive og levende byrum

I Ballerup skal det være attraktivt at bevæge sig rundt i de tre bydele Ballerup, Måløv og Skovlunde. Byrummene skal være åbne, tilgængelige og rare at opholde sig i for børn, unge, voksne og ældre, og med levende bymidter med fokus på oplevelser, rekreative muligheder og pæne områder. Dagligvareindkøb skal kunne foretages tæt på alle Ballerup-borgeres hjem, mens øvrige handelsmuligheder på sigt skal flyttes til periferien af byerne for at imødekomme borgernes ændrede indkøbsvaner. Socialdemokratiet vil fastholde kommunens særegne bolig- og bymidtestruktur, hvor der bygges lavt og ikke for tæt, og vil fortsætte med at prioritere midler til attraktive bydele, som kan udvikle sig og danne rammen om liv og fællesskabet i kommunen - både for kommunens borgere og besøgende.

Sikker og velfungerende trafik

At kunne bevæge sig sikkert og let rundt til fods, på cykel, med bus, tog eller bil er vigtigt for borgere og for erhvervsliv. Socialdemokratiet vil gøre veje og stier sikre for de bløde trafikanter. Vi vil styrke den offentlige transport og benytte busser uden udledning af CO2. Vi er stadig afhængige af biler, men bilismen skal være mere grøn og sikker.

For miljøets skyld skal bilisterne tilbringes mindst mulig tid i deres bil i kommunen, og hurtigst muligt komme enten igennem kommunen eller frem til deres destination. Der skal arbejdes med at etablere grønne bølger for at lede biltrafikken let gennem byen, og der skal prioriteres bedre parkeringsforhold omkring stationer og centre. Samtidig skal pendlere til og fra kommunen sikres de bedst mulige rammer med offentlig transport, cykler eller andet, hvor der er fokus på effektivitet, klima og tilgængelighed.

Social- og sundhedsudvalget

Har man brug for velfærden, fordi man er udsat eller ældre, skal man kunne føle sig sikker på at den hjælp man får fra Ballerup kommune er af høj kvalitet, og man skal som pårørende føle sig tryg når ens nære får brug for kommunens hjælp. Socialdemokratiet vil sikre, at der på kommunens plejehjem og i ældreplejen er dygtige medarbejdere nok, og prioritere deres tryghed, trivsel, stolthed og mulighed for at udøve høj faglighed. Som udsat borger kan det være svært at være tryg ved ”systemet”, og derfor skal de rigide systemer nedbrydes, for at opbygge et tillidsfuldt forhold mellem borgerne og kommunens medarbejdere. Det er vigtigt at borgerne oplever, at de kommer før ”systemet”. Ballerup skal være en kommune, som tager hånd om de som har brug for hjælp, uanset om man har et handicap, er ældre, udsat, eller på andre måder har brug for støtte.

Kerneværdier

  • Bedre forhold for ældre skal sikres gennem indførsel af minimumsnormeringer i ældreplejen
  • En solid og sikker overgang fra hospitalsindlæggelse til eget hjem
  • Hurtig hjælp, når der er brug for det
  • Bedre omsorg for unge
  • Nedslidning skal forebygges hos kommunens medarbejdere og borgere

Minimumsnormeringer i ældreplejen

Hvis man har et handicap, er ældre, eller på anden er måde udsat, skal man have en ordentlig behandling i Ballerup Kommune. Derfor vil Socialdemokratiet indføre minimumsnormeringer i ældreplejen. Minimumsnormeringerne skal sikre, at alle borgere får den pleje, de har brug for, og at man som borger eller pårørende kan føle sig trygge ved medarbejdere og tilbud. Borgeren og borgerens behov, skal altid komme før systemet, og der skal gives langt mere ansvar til de medarbejdere, som er tættest på borgeren. Samtidig vil Socialdemokratiet prioritere et løft i uddannelsesniveauet hos medarbejderne og investere i ledelse af ældreplejen for at sikre medarbejderne de bedst muligheder for at give borgerne den velfærd de har brug for. Socialdemokratiet vil sikre, at alle ansatte indenfor sundhedssektoren får tilbud om fuldtidsansættelse

Effektiv genoptræning og pleje efter indlæggelse

Når man bliver sendt hjem efter at have været indlagt, er man som udgangspunkt færdigbehandlet fra hospitalet. Efterfølgende er det kommunen, der tager over, hvis der er  brug for støtte, i form af rekreation, pleje, genoptræning m.m. Den første tid efter hospitalsindlæggelse er afgørende for, at borgeren kommer hurtigt i gang og tættest muligt på det stadie, hvor borgeren var før hospitalsindlæggelsen, og Socialdemokratiet vil sikre, at der i Ballerup er et konstant beredskab til at tage hånd om udskrevne borgere. Udover at det handler om livskvalitet for den enkelte, er det også forebyggende i forhold til, hvor meget hjælp borgeren senere skal have.

Hurtig hjælp, når der er brug for det

Hvis en borger beder om hjælp i en situation man umuligt selv kan klare, f.eks. misbrug, hjemløshed e.l., skal Ballerup være hurtigt agerende, og der skal tilknyttes en kontaktperson. Ofte er det i korte øjeblikke borgeren har kræfter til at blive hjulpet ud af f.eks. misbrug, hvorfor det er af yderste vigtighed, at der er massiv støtte. Hvis den udsatte borger ”skubbes rundt i systemet”, og ikke føler tryghed, kan det tabes på gulvet. En øjeblikkelig indsats kan være forskellen på succes eller fiasko.

Børn og unges sundhed

Børn og unges sundhed skal mere i fokus, og derfor vil vi sikre, at der oprettes permanente løsninger i forhold til gratis psykologhjælp for unge op til 25 år, arbejdet med at udbrede sunde kostvaner for unge, og på sigt gratis tandpleje for unge op til 25 år. Flere og flere unge får vanskeligheder og mistrivsel, og har brug for hjælp. I mange tilfælde vil en tidlig indsats være af afgørende betydning for den unges velbefindende, og forebyggende i forhold til at hindre stofmisbrug, selvskadelig adfærd, livsvarige kriser og førtidspensionering for unge med diagnoser.

Meget mindre ulighed i sundhed

Sygdom, herunder særligt livsstilssygdomme og nedslidning, rammer socialt skævt og har store konsekvenser for de berørte borgere. Det er Socialdemokratiets ambition at uligheden i sundhed skal nedbringes markant, så din sundhed ikke først og fremmest er afhængig af din uddannelse og sociale klasse, og at gode kost-, motion-, søvn- og rygevaner bliver et aktivt tilvalg for alle.

Socialdemokratiet vil derudover gøre det til en prioritet at modvirke nedslidning blandt kommunens medarbejdere, og tage initiativ til at samarbejde med kommunens virksomheder om at sikre et godt seniorarbejdsliv for deres medarbejdere.

Kultur- og fritidsudvalget

Kultur og fritidsliv er den samlende kraft i ethvert samfund. Kultur og fritidsliv skaber både fællesskaber, dannelse og ”sollys på en regnvejrsdag”. Socialdemokratiet vil bruge kultur- og fritidsområdet til at styrke sammenhængskraften i kommunen og skabe inkluderende og brede fællesskaber, hvor alle kommunens borgere kan se sig selv. Kultur og fritidsliv er mangfoldigt og spænder bredt. Derfor er det vigtigt at Ballerup Kommune rummer så mange former for kultur og fritidsliv som muligt, samt mulighed for udfoldelse for både bredden og eliten.

Kerneværdier

  • Ballerup skal være fællesskabernes hovedstad
  • I Ballerup kommune satses der på både bredde- og eliteidræt
  • Flere kulturelle flagskibe til Ballerup, vi kan være stolte af
  • Musikken er en integreret del af kommunens kulturliv
  • Unge skal sikres en tryg overgang til voksenlivet gennem et stærkt klubtilbud

Fællesskabernes hovedstad

For Socialdemokratiet er det vigtigt, at alle borgere i kommunen er en del af et fællesskab og en del af foreningslivet, uanset baggrund og økonomi, at borgernes egne initiativer og idéer i højere grad skal være en del af det organiserede foreningsliv, og at kommunen støtter foreningslivet med den nødvendige støtte, for at de kan øge deres medlemsantal. Borgere med gode idéer indenfor både idræt, musik, teater m.m. skal hjælpes og støttes, og gerne sættes sammen med det etablerede foreningsliv, eller hjælpes til at lave godkendte foreninger, og kommunens kulturinstitutioner skal åbne sig endnu mere for borgerne.

Særligt vores børn og unge fortjener adgang til sunde, forpligtende, demokratiske fællesskaber, hvor de møder andre, der ikke ligner dem selv og lærer at indgå i fællesskaber, hvor vi sammen er skabende og udøvende. Derfor stræber vi efter, at alle børn og unge i Ballerup kommune i senest 2025 være en del af et foreningsfællesskab. Sammen med det lokale foreningsliv vil vi skabe en strategi, der skal sikre dette.

Plads til alle idrætsudøvere

Socialdemokratiet ser bredden og eliten som hinandens forudsætninger, hvor der for at opnå et elitemiljø skal være en solid rekrutteringsbase i bredden, og hvor eliten fungerer som motor for at flere bliver en del af bredden. Derfor satser vi systematisk på både bredde og elite. Der skal være de bedste rammer for idræt, uanset niveau, og vi skal have gode faciliteter, der kan rumme alle.

Kulturelle flagskibe

Kulturen skal være noget, alle borgere i Ballerup er stolte af, og derfor skal Ballerup kommune aktivt prioritere at være en del af flere kulturelle flagskibe. Det kan være større idrætsevent, som verdens- og europamesterskaber, der kan huses i bl.a. Ballerup Superarena, eller flagskibe inden for kulturen som f.eks. teaterfestival, store musikevents o.l., hvor mange af kommunens borgere inddrages og deltager som frivillige, gæster, tilskuere eller udøvere.

En mangfoldig musikscene

Musiklivet i Ballerup har høj prioritet, og der skal ydes de bedste rammer for at den musikalske fødekæde kan bevares. For Socialdemokratiet er det vigtigt, at det er muligt for alle aldersgrupper og niveauer at kunne dyrke deres interesse for musik, og at talentfulde musikere får de bedst mulige rammer for at dyrke deres talent. Teater, dans og musik skal have de bedste faciliter, med plads til både den professionelle teater-, danse- og musikscene, men også for vores traditionsrige amatørteaterscene.

Tryg overgang til voksenlivet

Ballerup Kommunes fritids- og ungdomsklubber er allerede i dag en stor og vigtig del af mange børn og unges hverdag. Socialdemokratiet ønsker at skabe de bedst mulige rammer for det pædagogiske arbejde i fritids- og ungdomsklubberne. Med fokus på en tryg overgang til voksenlivet og de mange beslutninger det indebærer, skal klubberne, i samarbejde med skolerne, skabe stærke fællesskaber, der samtidig kan være et sundt alternativ til en kriminel løbebane. Derfor ønsker Socialdemokratiet at klubberne også er et relevant tilbud for unge, der har forladt folkeskolen.

Styrk fællesskabet gennem folkeoplysning

Socialdemokratiet ser folkeoplysningen som vejen til, at borgerne i Ballerup bliver aktive i samfundsdebatten og -udviklingen. Derfor vil vi styrke folkeoplysningens rolle, og arbejde aktivt for at mange flere deltager. Vi skal bryde med den traditionelle opfattelse af folkeoplysning og i langt højere grad bruge det folkeoplysende arbejde på tværs af de kommunale sektorer i forhold til f.eks. demokratisk dannelse og integration.